Fællesskab og faldgruber

“Hvis du gerne vil høre Gud grine, så fortæl om dine planer.”

Sådan lyder et gammelt ordsprog, som jeg med et skævt smil må sige ikke er helt ved siden af i forhold til Bjergagers historie. Og alligevel passer det ikke helt, idet de inspirationer, som undervejs har formet vores proces, set i bakspejlet giver meget mening. Men det er som Kierkegård sagde: Livet skal leves forlæns, og forstås baglæns.

Mit afsæt for at skabe Bjergager var, at jeg selv er vokset op i et bofællesskab, nord for København, startet i 1970. Vi blev med tiden 6 familier, hvoraf de 5 ejede deres bolig, og en enkelt lejede sig ind. Det var et harmonisk og livfuldt fællesskab i mange år og var på mange måder et pionerprojekt, præget af 70’ernes idealer. Børnelivet fyldte meget, hvilket også skulle vise sig at være fællesskabets akilleshæl. Der skete nemlig det, at da børnene flyttede hjemmefra, så faldt bofællesskabet stille og rolig fra hinanden.

Hvad var problemet? Problemet var fraværet af noget, som bandt fællesskabet sammen. Noget større end det sociale og engagementet i børnenes vel og godt naboskab. Der manglede en åndelig dimension.

Mine egne forældre var blandt de, som i 90’erne flyttede væk fra Højtofte fællesskabet. Ross og Hildur forsøgte i perioden 1991-95 at realisere et nyt fællesskab på Verdensuniversitet i Thy. Men af forskellige grunde lykkedes det ikke, bl.a. på grund af nogle stramme landzonelove, som i mange år umuliggjorde en meningsfuld udvikling og udbygning af fællesskabet for at skabe plads til flere beboere.

Men vigtige erfaringer og internationalt netværksarbejde voksede ud af projektet, og det blev bl.a. til The Global Ecovillage Network (GEN) stiftet i 1995 og Gaia Education, stiftet i 2005. Begge initiativer har haft vidtrækkende betydning for udvikling af bæredygtige fællesskaber jorden over, men mine forældres vision om et fællesskab 2.0 blev aldrig manifesteret.

Allerede som barn var jeg optaget af de sociale og politiske dimensioner i fællesskaber og forstod, hvorfor de var så vigtige. Der sker nemlig noget meget afgørende, når mennesker engagerer sig eksistentielt i hinanden. Ens medboere og medrejsende på den åndelige vej bliver et uundværligt spejl i en indre udviklingsproces, fordi de kærligt, men ærligt spejler både ens positive og negative sider. I vores fragmenterede samfundsmodel, hvor sociale relationer ofte savner dybde, bliver det alt for nemt at forblive en persona, en social rolle, hvor man reelt mister sig selv, i samfundsskabte illusioner. Levende fællesskaber er den medicin, vi har brug for, for at overvinde denne uheldige tendens.

Det var med denne baggage, at jeg besluttede at investere mig selv i at skabe et levefællesskab, som rummede det bedste af det, jeg kendte som barn. Kombineret med det bedste, af det jeg så, i spirituelle fællesskaber som Den Gyldne Cirkel, hvor jeg fik undervisning af Asger Lorentsen i mange år, Vækstcenteret i Nørre Snede, Findhorn, Auroville og andre projekter, som inspirerede mig i de år.

En ting slog mig dog især ved spirituelle fællesskaber: Børnene var sjældent tænkt ind i den åndelige praksis. Spiritualitet var alt for ofte noget med at sidde stille og meditere og finde indre fred. Men i min optik var der er stærkt element af eskapisme i mange spirituelle miljøer, og de overså, at på mange måder er børn vores bedste læremestre. Børn ser nemlig lige i gennem vores bullshit og tvinger os til at forholde os til denne verden. Samtidig er det selvfølgelig også vigtigt at have plads til et voksenliv, men de to ting må være i balance. Jeg har således stadig til gode at finde et levefællesskab med åndelig dybde, hvor jeg virkelig mærker, at børnene er tænkt ind, og det var en af mine ambitioner for Bjergager.

Men det skulle vise sig at være sværere, end jeg troede. Bag de spirituelle miljøers tendens til eskapisme ligger nemlig nogle åndelige sår med dybe historiske rødder, og for at skabe fremtidens levefællesskaber, med plads til både ånd og børn, så må disse og mange andre sår heales. Det har vi arbejdet på i mange år på Bjergager og er kommet et godt stykke vej. Men der er langt igen, førend vi kan sige, at vi er i mål.

I mellemtiden kan vi glæde os over en fantastisk børneflok på ikke mindre end seks fællesbørn i alderen 6-17 år: Fra venstre på billedet er vi: Silke, Lucas, Lila, Silas, Rolf, Tea, Sabriella og Maia. Og det er spændende at se os selv og vores visioner spejlet i børnenes måde at være i verden på, altimens vi arbejder på at skabe levefællesskab 3.0