Elverriget er en levende virkelighed. Det lever der, hvor mennesker tør stå ved deres højeste sandhed, koste hvad det vil. Det lever der, hvor sangen aldrig helt forstummer. Det lever der, hvor menneskers lys skinner, fordi de har modet til at se skyggerne i øjnene. I denne forstand er Bjergager en elverby, selvom den indtil videre ikke har ret mange indbyggere. Men det håber vi snart at lave om på.
Vi bliver som mennesker født ind i en verden fuld af myter og forestillinger – hvoraf de fleste bygger på halve sandheder og hele misforståelser. At tænke sig selv fri af denne arv er næsten umuligt. Det kræver et opgør med de største autoriteter, parathed til at mærke de dybeste smerter og mod til at favne de smukkeste og grusommste erkendelser. Det kræver modet til at møde virkeligheden, som den faktisk er.
Bjergager Solby, Livets Ring, Grail Wars, Merlins Gate og mange andre af de idéer og kunstværker, som er skabt på Bjergager – og de som er på vej – er frugten af disse bestræbelser. De er trædesten ind i en ny virkelighed, hvor vi favner dybden af det åndelige og sociale bedrag, vi som børn er blevet udsat for, og tager ansvar for at skabe en fremtid, som bygger på sandhed, kærlighed og tjeneste.
Principielt er det ikke mere kompliceret end som så. Men i praksis er det vanskeligere. For idet vi forsøger at træde ud af en smertelig illusion og ind i en sandere og mere autentisk virkelighed, bliver vi uvilkårligt konfronteret med hele vores smertefulde fortid og alle de vanemæssige mønstre, som ønsker at fastholde os i en begrænset og smertefuld forestillingsverden. Eller vi forsøger at undslippe smerten gennem eskapisme og troen på, at “alt er muligt,” hvis blot man tror tilstrækkeligt meget på det. Men der er løgn.
Sandheden er, at det er muligt at TRO på hvad som helst, men det er ikke muligt at SKABE hvad som helst.
Bjergager Solby er en port til en ny virkelighed for de, som er parate til at se på virkeligheden, som den er, og sætte deres hjertes sang fri – som den nu er – og skabe fremtiden i fællesskab. Velkommen til.
>> Hvis du er nysgerrig på den historiske oprindelse til elverriget, så læs mere her.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!