Udødelighedens spejl

af Rolf Jackson

16. Kongen vender tilbage

Rygterne rejste hurtigt nu, og Malagant blev rasende, da han hørte om dragerytteren. Alle kendte til profetien om, at en dragerytter ville betvinge dragen og befri riget. Men han havde altid troet, det var en tåbelig skrøne. Nu sagde hans egne soldater, de havde set dragen med en smuk ung pige på ryggen. Og dragen lystrede dem ikke længere. Den lystrede alene den unge dragerytter.

Alt imens Flora havde betvunget dragen, havde prins Facio's riddere haft travlt med at rejse en hær i byerne nær Honfleur.

De tolv riddere, som havde svoret altid at tjene kærligheden, og om nødvendigt vælge døden frem for løgnen, rejste i al hemmelighed rundt og forberedte folket på at opgørets time nærmede sig. De hviskede til folk, at prins Facio ikke var død, som alle havde troet, men at han derimod var den enøjede skjald, som i årevis havde forberedt oprøret imod fyrst Malagant. Snart var opgørets time inde, sagde de.

Så stor var længslen efter frihed, og så stor var ærbødigheden overfor Sødronningen, at ingen turde sige prinsens navn højt af angst for, at det skulle vise sig ikke at være sandt. Kun i skumringstimen turde de hviske til hinanden, at det utænkelige måske alligevel ville ske.

Men folket håbede inderligt, at det var sandt, og overalt blev der i hemmelighed smedet våben, samlet forråd og lavet planer. For folket var trætte af fyrst Malagant's ondskab, og der var ingen, som ikke ville give alt, hvad de havde, for at komme denne ondskab til livs.

Så en tidlig morgen, netop som de første solstråler ramte tårnet på Honfleur's gamle slot, råbte en lille pige; 'Se mor, dragen sidder på det højeste tårn med en rytter på, ligesom i sangene.'

Og ganske rigtigt. I morgensolen kunne alle se Flora dragerytter trone over det gamle slot. Da vidste alle, at opgørets time var inde, præcist som profetien havde forudsagt. Den dag stod prins Facio offentligt frem og afslørede sin sande identitet som prins og skjald og udråbte sig selv, som rigets retmæssige hersker.

Nu kunne man have troet, at der ventede en drabelig kamp for at genvinde friheden. Men da truslen fra dragen var væk, forsvandt folkets angst, og inden længe faldt resterne af Malagant's hær fra hinanden. Der var ingen hær af betydning, som havde mod til at sætte sig op imod Flora dragerytter og rigets retmæssige hersker på én og samme tid.

Prins Facio, som nu var konge, kunne derfor nøjes med at belejre fyrst Malagant's slot, indtil denne til sidst overgav sig til gengæld for at få lov til at beholde sit hoved og blot blive landsforvist. Og sådan blev det.

Men folket i Veria glemte aldrig Sødronningen, og hvordan hun havde hjulpet dem gennem den mørke tid. Kongen glemte heller aldrig sin kærlighed til Sødronningen, men giftede sig alligevel med Flora dragerytter og gjorde hende til sin dronning. For han vidste, at i Veria var en dragerytterskes kærlighed det tætteste, man kunne komme på Sødronningen, og det måtte han leve med. Flora fødte ham tre sønner, og sårene efter den onde tid helede langsomt.

Men landet blev aldrig det samme, for den inderlighed og nåde, som Sødronningen havde født under de mørke år klingede stadig i træerne hvislen, i vandets klukken, i bjergenes skygge og i solens varme stråler.

>> 17. Den sidste rejse