Udødelighedens spejl

af Rolf Jackson

15. Dragesangen

Dragen hærgede stadig, men til Malagant's udelte ærgrelse, havde den i de senere år i stigende grad hærget i nærheden af hans eget slot. Af en eller anden grund brød den sig ikke længere om at hærge landsbyerne nær Honfleur, selvom Malagant gentagne gange havde sagt til den, at der var langt rigere bytte at hente der. Men dragen ville ikke høre efter, og drager er ikke sådan at hundse med.

Nu er det sådan, at drager har et fremragende syn. Faktisk kan de se en mus fra en kilometers højde. Det var således ikke særlig svært for Flora at tiltrække dragens opmærksomhed.

Smirg kendte ikke til frygt. For den havde aldrig oplevet, at nogen eller noget kunne være farligt for den. Derfor undrede den sig heller ikke synderligt over den halvnøgne pige, som tilsyneladende var lænket til en sten uden for en af de landsbyer, han plejede at hærge.

'Nå, de forsøger nok at komme på god fod med mig,' tænkte Smirg, idet han dykkede ned imod pigen og landede foran hende. 'Sikken en godbid,' sagde dragen til sig selv, idet han slikkede sig om munden og lagde an til at spise hende.

Men pludselig hørte han noget, der var smukkere, end noget han nogensinde før havde hørt. Det gik op for ham, at pigen sang for ham. Hun sang en dragesang. Noget bevægede sig dybt inde i dragen. Ingen havde nogen sinde sunget for ham før, og her stod en ung pige og sang for ham. Dragen kiggede på hende, og nænnede ikke at spise hende lige med det samme. I stedet lagde den sig blot ned i græsset og nød solens varme stråler og lyttede til Flora's fortryllende stemme.

Sangen var så skøn, at dragen endte med at falde i søvn. Den vågnede med et sæt ved at mærke, at solen var gået ned. Pigen stod stadig foran ham og sagde blot; 'Kom tilbage i morgen, så skal jeg synge for dig igen.'

Mærkeligt nok tænkte Smirg ikke engang over, hvor frækt det var at tale til ham på den måde. Han smilede blot indeni og fløj hjemad. Det var først, da han kom hjem, at det gik op for Smirg, hvor farligt det havde været. Nogen kunne have stukket hans øjne ud, mens han sov, eller have sat ild til ham. Og pigen havde talt til ham, som om hun bestemte over ham. Han blev meget vred og besluttede sig for at finde pigen den næsten dag og spise hende.

Den næste dag fløj dragen tidligt ud for at finde pigen. Smirg var fast besluttet på at spise hende denne gang. Han fandt hende akkurat det samme sted, men denne gang sang hun allerede, mens han var på vej ned imod hende. Det var, som om hun vidste, hvad han var ude på. Da han hørte sangen blev Smirg atter slået af, hvor smuk dragesangen var, og nænnede alligevel ikke at spise hende den dag. Han kunne ikke andet end at lægge sig ned og lytte til den smukke sang. Atter faldt han i søvn, og atter vågnede han op ved, at solen forsvandt bag bjergene.

Dette mønster gentog sig nogle gange, hvorefter Smirg accepterede, at det var sådan det var. Smirg tog sig selv i, i stigende grad at glæde sig til sine møder med Flora. En dag gik det endog op for ham, hvor ensom han havde været i al denne tid. Langsomt, langsomt vågnede noget inde i Smirg, som han ikke anede han rummede - glæden ved fællesskab. Pludselig var han ikke længere alene.

Som om Flora mærkede dette, sagde hun pludselig en dag; 'Smirg, den ondskab som har hærget landet må høre op nu. Fra i dag byder jeg dig at ophøre med at spise mennesker og alene spise får og geder. Hvis du ikke overholder mit bud, synger jeg ikke mere for dig.'

Smirg var voldsomt fornærmet. Nærmest som i protest kastede han sig i de følgende dage over flere unge piger. Men snart voksede længslen efter atter at høre Flora's stemme. Idet Smirg undrede sig over, hvordan det kunne være, opdagede han, at grunden til, at han holdt så meget af jomfruer, var, at de var så smukke og rene. Men Floras sang var endnu smukkere og endnu renere. Den fyldte ham med en langt større glæde end at spise jomfruer.

Smirg var ikke meget for at indrømme dette over for sig selv, og da slet ikke over for Flora. Men efter nogle uger fløj han alligevel tilbage til Flora og sagde; 'Jeg har brudt dit bud og spist flere unge piger. Men jeg kan ikke længere holde ud at være foruden din sang. Vil du ikke synge for mig igen?'

'Hvordan ved jeg, at du vil afholde dig fra at spise de unge piger denne gang?' spurgte Flora bestemt.

'Du har mit ord,' svarede dragen til sin egen forbavselse.

'Hvad er en drages ord værd,' svarede Flora udfordrende. 'En drage som hærger og slår alting ihjel. Nej, det er ikke godt nok. Hvis jeg skal synge for dig igen, må du først bære mig hen til familierne til de unge piger, du har slået ihjel, siden jeg bød dig at stoppe, og lade mig undskylde på dine vegne.'

Smirg var rasende; 'Det kan man ikke byde en drage! Hvad vil folk ikke tænke om mig. Komme bærende med en pige på ryggen. De vil grine af mig.'

'Nej, det lover jeg dig. Ingen vil grine af dig. Men de vil se, at der er kommet en dragerytter, og at du ikke længere er den hærgende fare, du hidtil har været. Det er sandt.'

'Det gør jeg aldrig,' hvæsede Smirg og fløj bort.

Men efter endnu nogle dage blev længslen efter hendes sang alligevel for stor, og Smirg bøjede sig for Flora's krav. Han fløj hende rundt til alle pigernes familier. Flora undskyldte på dragens vegne og forklarede, at de ikke længere behøvede frygte dragen. Fra nu af var den ikke længere en trussel imod menneskerne.

Da de havde været hos den sidste familie og steg op imod himlen, sang Flora den smukkeste sang Smirg endnu havde hørt. I sit hjerte begyndte Smirg at føle glæden ved at have en dragerytter. For selv drager har følelser, selvom de skjuler dem godt.

>> 16. Kongen vender tilbage