Udødelighedens spejl

af Rolf Jackson

13. Den enøjede skjald

Der var alt i alt gået et år, siden prinsen var rejst ud. Kong Amenór's sidste forsøg på at stå imod fyrst Malagant havde slået fejl, og hele riget var nu under dragens og fyrstens kontrol. Kongen og dronningen var døde, og i kroerne hørte han, hvordan folk opgivende sagde, at hele kongeslægten tilsyneladende var udryddet. Intet håb var der tilbage.

Det førhen så frie og stolte folk var brændemærket og opførte sig som trælle. Frygten regerede overalt, og sygdom og død var dagens orden. Fyrsten forlangte regelmæssige forsyninger af slaver til dragen og til hans tjeneste. Enhver, som gjorde modstand, blev prompte straffet eller slået ihjel. Der var ikke længere nogen organiseret modstand imod dette rædselsregime, og mørket og mismodet havde sænket sig overalt.

Men Facio vidste, hvordan dragen kunne overvindes. Uden at røbe hvem han var, gik han fra by til by og fortalte historier og sang sange, han selv digtede. Det var heltekvad om drager og Søprinsesser, der fortalte, hvordan kun kærlighed og mod kan besejre en drage.

Når han var i en by, fortalte han om Søprinsessen og hendes magi, og sammen med de stakkels indbyggede bad han en bøn, som kaldte på Søprinsessens nærvær og kærlighed. Idet han gjorde dette, gned han på sin ring, og hun kom tilstede i alles hjerter. Midt i mørket blev menneskene for en stund fyldt af en kærlighed, som ikke var af denne verden. Når Facio sagde, at kun kærlighed kan besejre ondskaben, så vidste menneskene i denne stund, hvad han mente. Når han var væk, havde de kun hans sange og fortællinger. Men de gentog dem igen og igen, og langsomt fødtes et nyt håb i folket.

En af Facio's mest elskede fortællinger handlede om en ung kvinde, der trodsede alle forhindringer og til sidst fandt Søprinsessens ring dybt inde i hjertet af det hellige bjerg. Digtet antydede vejen til bjerget og forklarede, hvordan kun en kvinde med et hjerte af det pureste guld, et sværd af det skarpeste stål og en villighed til at ofre alt for sandheden og kærligheden ville kunne finde dette bjerg. I digtet betvang kvinden dragen og gjorde den til sin tjener, og bag hende samledes alle frihedselskende mennesker i et opgør med mørket.

Disse fortællinger spredte sig inden længe som en løbeild i Veria. På trods af Malagant's mange forsøg på at stoppe dem og finde den oprørske skjald, der spredte disse rygter, lykkedes det ham aldrig. For Facio kunne se ind i evigheden, og derfor var han altid et skridt foran de, som ønskede at fange ham. Det eneste fyrst Malagant nogen sinde nåede at se, var tegn på, at skjalden netop havde været der. Men han var altid væk når Malagant eller hans soldater kom.

I egnen omkring Honfleur, hvor slottet nu lå i ruiner, var Facio's digte særligt populære og hengivenheden overfor Søprinsessen særlig dyb. Hver dag samledes menneskerne i al hemmelighed for at bede til Søprinsessen og lade sig fylde af hendes nåde. Denne nåde var så intens og levende, at selv sorgen over fyrstens frygtelige overgreb smeltede, og folk forstod at dybden i ondskaben også fødte en dybde i menneskernes hjerter, når de favnede smerten.

De så at en dag, når profetien om drageryttersken blev opfyldt, da ville et nyt lys blive født i Riget. Et lys større end noget menneske nogensinde havde kendt. Midt i mørket og desperationen gav det dem håb.

Folket lagde også mærke til, at dragen ikke så tit kom til de egne, hvor kærligheden til Søprinsessen var stærkest. Folk huskede også, at den enøjede skjald havde fortalt dem hvorfor. Det var nemlig sådan at kærlighed gjorde luften over byerne klarere og tyndere, og mørke og herreløse drager kan ikke lide klar luft. Kærlighed og medfølelse var derfor den bedste måde at holde dragen væk på. Det virkede, som om fyrst Malagant's soldater heller ikke brød sig om den klare og tynde luft. Ihvertfald så tog ondskaben langsomt af i disse områder, omend den ramte indimellem. Når den så ramte, så var det, som om Søprinsessen favnede hele byen i hendes hjerte. På grund af deres intense bønner forsvandt smerten hurtigere end før i tiden, og livsmodet kom nemmere tilbage. For solen skinnede stadig, og det liv man mærker indefra kan også mærkes, selvom man har lænker på.

Således drømte menneskerne om en bedre fremtid og bad til, at det måtte blive sådan.

>> 14. Dragerytteren