Udødelighedens spejl

af Rolf Jackson

12. Livets kilde

Prinsen begyndte at bevæge sig op ad bjerget og brugte stadig sin næse til at lugte sig frem. Pludselig så han en grotte, der ledte ind i bjerget. Prinsen besluttede sig for at gå derind. Der blev hurtigt meget mørkt, og tunnelen strakte sig tilsyneladende langt ind i bjerget.

Prinsen kunne ikke længere se tunnelen. Der var intet foran ham bortset fra mørke. Absolut intet. Men da han tog et skridt ind i intetheden, viste vejen sig pludselig foran ham. Det var korset om hans hals, der var begyndt at lyse. Han tog et skridt mere, og vejen viste sig igen. Han begyndte at gå raskere fremad, idet han valgte at stole på himmeldronningens lys.

Pludselig stod et mægtigt monster foran ham i tunnelen. Det var frygteligt og skrækindjagende og meget større end prinsen. Men prinsen tænkte, at nu, hvor han var kommet så langt, var der ingen vej tilbage. Han måtte kæmpe med den, koste hvad det ville.

I samme øjeblik han drog sit sværd, svandt monsteret ind og blev til hans eget spejlbillede. Prinsen kæmpede med modstanderen længe, men han var præcis lige så stærk som prinsen. Prinsen hævede sit sværd for at flække modstanderen ovenfra. Men sværdet ramte hans modstanders sværd så præcist på æggen, at gnisterne fløj og sværdene sang. De kæmpede, i hvad der virkede som en evighed, indtil prinsen til sidst sank udmattet i knæ og gav op. Spejlbilledet gjorde det samme. Pludselig begyndte de to at smelte sammen.

Nu så prinsen, at han var blevet til en gylden flamme. Nu var det fuldstændigt mørkt, og selv korset lyste ikke mere. Der var kun det lys prinsen selv udstrålede, og det er ikke ret meget. Men han fortsatte dybere ind i tunnelen og opdagede snart, at hans lys blev en lille smule stærkere for hvert skridt, han tog. Da så han et lys for enden af tunnelen, som langsomt kom nærmere, og kort efter trådte han ind i et cirkelrundt rum. Han så, at lyset kom fra en gylden fontæne, eller springvand, af hvad der mest af alt lignede en søjle af flydende ild.

Prinsen var dybt betaget af fontænen. Ilden var nærmest gennemsigtig og på en gang hvid og gylden. Samtidig var det, som om alle regnbuens farver glimtede deri.

'Hvem er du?' spurgte prinsen dette vidunderlige skue, uden så meget at skænke det en tanke, at han talte til en fontæne.

'Jeg er udødelighedens spejl,' svarede fontænen. 'Jeg er altings begyndelse og ende. Jeg er livets og dødens kilde. Jeg er marven i alt, der er.'

'Men hvem er du?' spurgte spejlet så.

Prinsen tænkte sig om, inden han svarede 'En som søger at tjene.'

'Hvem tjener du?' spurgte kilden udfordrende.

'Jeg tjener først og fremmest kærligheden,' svarede prinsen; 'Omend det er et mysterium, som jeg knap nok er begyndt at forstå.'

Prinsen var stille en stund, inden han fortsatte. 'Menneskene i mit rige lider frygteligt under den mørke drage, og Søprinsessen sagde, at intet dødeligt menneske kan overvinde den. Jeg er her, fordi jeg søger en juvel. Søprinsessen kaldte den dragens øje. Hun sagde, at kun med denne juvel kan jeg besejre dragen.'

'Hvad er du parat til at ofre for at finde dragens øje?' spurgte kilden uventet.

Prinsen tænkte sig længe om, og mærkede indad. Rejsen og hans mange kampe havde tæret hårdt på ham. Det var, som om mennesket i ham var slidt op.

'Alt,' svarede prinsen til sidst, 'alt på nær kærligheden. Den magter jeg ikke at ofre, for den er det eneste, som gør livet værd at leve.'

'Vel talt,' svarede kilden, 'da vil jeg vise dig juvelen, hvis du vil give mig dit ene øje.'

Prinsen overvejede dette et øjeblik, og sagde så, 'Hvis det er din pris, så lad gå.'

'Det er det,' hørte han kilden sige, samtidig med at han pludselig mærkede, at hans venstre øjehule føltes mærkelig tom. Øjet var væk.

'Kig nu ned i fontænen, og du vil se dragens øje,' sagde kilden.

Prinsen kiggede i spejlet, og der ventede ham det mest forunderlige syn. Hans øje var på magisk vis blevet en del af kilden, og af og til kunne han i fontænens gyldne ild skimte sin egen iris.

'Men jeg ser kun mit eget øje,' sagde prinsen.

'Ja,' svarede kilden. 'Det er dragens øje. Nu har du to øjne. Ét som kan se i tid og rum, og et som kan skue evigheden. Med disse to øjne kan du besejre dragen, der hærger dit land.'

Pludselig var alt klart for prinsen, for idet han lukkede det højre øje og forsøgte at se med sit venstre øje, skuede han ind i evigheden. Med dette øje så han det, som var usynligt for menneskerne, og han så, hvordan dragen kunne besejres.

'Tak,' sagde prinsen. 'Nu er det vist tid til at komme hjem.'

'Ja,' svarede kilden, pludselig med hans elskede Søprinsesses stemme. 'Nu er det tid for dig at komme hjem. Jeg er på vej til at hente dig,' og i kilden kunne han til sin forbløffelse se Søprinsessen komme ridende gennem luften på en gylden drage.

Med Søprinsessens og den gyldne drages hjælp var prinsen snart tilbage i paladset. Her sagde han, 'nu har jeg fundet dragens øje, men jeg er ikke længere en hel mand.'

'Nej,' svarede Søprinsessen. 'Ingen kan skue dragens øje og forblive helt menneske. Men du er tilstrækkeligt menneske, til at du kan gå tilbage og hjælpe dit folk.'

Og med dette og mange tårer, sendte Søprinsessen prins Facio afsted på den gyldne drage, som uden større vanskeligheder bar ham tilbage til sit eget rige.

Dragen satte Facio af på en øde strand, for ikke at vække unødig opmærksomhed, og forlod ham der. Med en klap for øjet, iklædt en kutte og vejrbidt af hans mange eventyr, var der ingen, som genkendte Facio. Med sit venstre øje havde Facio langvejs fra set, hvad der var sket. Men det var alligevel voldsomt at stå ansigt til ansigt med det mørke, som havde sænket sig over Veria.

>> 13. Den enøjede skjald