Udødelighedens spejl

af Rolf Jackson

11. Tågernes dal

Prinsen forlod skoven og bevægede sig ind i dalen, som strakte sig op i bjergene. Efterhånden som han kom højere op, blev tågen tættere og tættere. Der var ingen tydelig sti, så han måtte forlade sig på sit instinkt. Han huskede, hvordan havet og båden tidligere havde talt til ham. Nu hørte han igen hvordan stien, stenene og tågen begyndte at tale til ham.

'Du går bare i ring,' sagde tågen. 'Du er faret vild og kommer aldrig hjem igen.'

'Livet er hårdt,' sagde stenene. 'Kun de, som gør sig hårde overlever.'

'Følg mig,' sagde stien, men Facio tænkte, at han måtte gå i ring, for han stødte hele tiden på sine egne fodspor.

Prinsen var umådelig træt, og indimellem syntes han, at han kunne høre klokker. Af og til var der græsgange, hvor han kunne se, at der havde været dyr, og han tænkte, der måtte være fårehyrder i nærheden. Når han hørte klokkerne, gik han efter lyden, men han fandt aldrig nogen. Hans forsyninger var ved at slippe op, og prinsen begyndte for alvor at tvivle på, om han kunne finde vej.

Prinsen tænkte tit på Søprinsessen, men han havde endnu ikke brugt den ring, hun havde givet ham. Han tænkte, at hvis han først kaldte på hende, ville han ikke have styrken til at fortsætte. Men nu kunne han ikke komme videre og tog ringen frem og gned på perlen.

I det samme kunne han mærke hendes nærvær. Det var, som om luften blev sødere, tågen tyndere, og det blev lettere at tænke klart. Hans tvivlrådighed forsvandt, og han blev i stedet fyldt af hendes kærlighed.

'Hvordan finder jeg vejen gennem tågernes dal?' spurgte han hende inde i sit hoved.

'Følg din næse og følg stien opad imod højderne. Stol kun på dette og intet andet,' lød svaret.

Prinsen mærkede hendes kærlighed og vidste, at hun talte sandt. Med fornyet mod travede prinsen atter afsted.

Pludselig hørte han klokkerne tættere på end nogensinde før. Han tog et skridt i retning af klokkerne. Men nu blev han opmærksom på et skift. Hans næse sagde ham, at det ikke var den rigtige vej. Han tog et skridt mere og kunne mærke, at luften lugtede tættere her. Så besluttede han sig for ikke at gå videre af denne vej. I stedet fortsatte han i den retning, han havde gået i, inden han hørte klokkerne. Da virkede luften atter lettere og renere.

Prinsen følte sig vældig oplivet. Forskellen havde været klar og tydelig. Hvorfor havde han dog aldrig lagt mærke til det før. Han begyndte hele tiden at være opmærksom på sin næse. Han opdagede, at der altid var en retning, som føltes lidt bedre end de andre retninger. Selv når disse retninger virkede mere fremkommelige. Men nu valgte prinsen at stole på næsen, og efter blot tre dages vandring befandt han sig pludselig foran et bjerg, som havde form som et kranie. Han vidste, at han var kommet til Golgatha - hovedskalsstedet.

>> 12. Livets kilde