Hvem er vi?
Kontakt
Bestil/Tilmeld

Bjergagers historie
Vision og struktur
Galleri og kunst

Find Solbyen på Facebook

Udødelighedens spejl

10. Stemmernes skov

Hen imod aften kom han til et sted, hvor stien delte sig i to. Der mødte prinsen et besynderligt væsen med to hoveder og to tunger.

'Neej...,' sagde det ene hoved, 'der har vi jo et ungt brushoved, som tror han kan gøre en forskel her i verden.'

'Hvor søødt,' sagde det andet hoved, 'men hvordan finder han monstro den rigtige vej?'

'Hvem er I?', spurgte prinsen det mærkelige væsen foran ham.

'Vi er løgn og sandhed,' svarede begge hoveder, med én stemme. 'Den ene af os taler altid sandt, og den anden lyver altid.'

'Hvor leder disse stier hen?' spurgte prinsen dem så.

'Den ene sti leder til bjerget. Den anden til den sikre død,' sagde de atter i kor og grinede højlydt.

Begge hoveder tav forventningsfuldt, og prinsen kiggede tavst på dem i lang tid. Så gik det pludselig op for ham, hvordan han kunne snøre dem.

'Hvad,' spurgte prinsen hovedet til venstre, 'ville dit andet hoved svare, hvis jeg spurgte det, hvilken vej der leder til bjerget?'

Hovedet til venstre kiggede vredt på prinsen og pegede på stien til venstre, 'Den vej,' svarede hovedet.

'Tak skal du have,' sagde prinsen grinende, og gik ned ad den anden sti, den som gik til højre. Vrede over sådan at være blevet snøret, begyndte de to hoveder højlydt at skælde hinanden ud, og ansigterne sendte hadefulde blikke efter prinsen og kaldte ham alskens ukvemsord.

Inden længe fandt prinsen et roligt sted og slog sig ned for natten. Næste dag fortsatte han, og op ad dagen mødte han en stor troldeagtig skikkelse med en kæmpe mave.

'Hvem er du?' spurgte prinsen, nu en kende mere på vagt overfor de mærkelige væsner, som tilsyneladende boede i denne skov.

'Jeg er sulten!' svarer trolden og rakte ud efter en stor sæk.

Prinsen forstod med det samme, at trolden havde i sinde at spise ham til frokost, og trak lynsnart sit sværd og sprættede troldens mave op. Trolden faldt død om, men prinsen fik et chok, da han så, at det væltede ud af troldens mave med små menneskelignende skikkelser, der lignede ham selv på en prik. Noget i prinsen sagde ham, at han hellere måtte fange alle disse små væsner inden de slap væk. Han tog troldens sæk og proppede dem ned i den og bar dem med sig videre ind i skoven. De små væsner lavede først en farlig ballede nede i sækken, men efterhånden, som prinsen talte beroligende til dem, faldt de langsomt til ro.

Det var blevet sidst på eftermiddagen, da prinsen kom til en lille sø, hvor der sad en smuk ung kvinde og sang noget så yndigt. Prinsen kunne ikke huske nogen sinde at have hørt noget så dejligt. Hendes ansigt var delvist skjult af et slør, og hun var klædt i en orange og gul kjole, der mere end antydede hendes smukke former.

Prinsen stod i lang tid fortryllet og kiggede på den smukke kvinde.

'Hvem er du?' tog prinsen sig endelig sammen til at spørge, mens han undrede sig over, hvad der var galt ved dette sted. Der var et eller andet mærkeligt her.

Kvinden kiggede op. 'Jeg er svaret på dine inderste længsler,' sagde hun med et frækt og indtagende smil, som mere end antydede de søde glæder, hun kunne tilbyde. 'Jeg har ventet på dig. Du må være udmattet efter din lange rejse. Kom og sæt dig ned, så skal jeg massere dine trætte skuldre.'

Træt og udkørt efter de mange trængsler havde prinsen helt glemt, hvor meget han længtes efter en kvindes bløde hud og sarte stemme. Først nu, hvor denne fortryllende kvinde stod foran ham, blev det ham for alvor klart.

'Og hvilken pris skal jeg betale for det?' spurgte prinsen klog af skade.

'Ingenting. Jeg er din,' svarede kvinden, med et forførende blik.

Prinsen mærkede, hvordan det trak i hele hans væsen for at give efter for lysten i hans lænder. Men der var en spinkel stemme inde i ham, der sagde, 'når noget virker for godt til at være sandt, så er det sjældent sandt.'

'Førend jeg kan sætte mig ned, må jeg se, hvem du virkelig er,' sagde prinsen pludselig med en bydende stemme. 'Tag dit slør af og vis mig dit sande ansigt.'

'Mit sande ansigt,' smilede kvinden afvæbnende. 'Ser du ikke, at jeg er svaret på alle dine længsler.'

Prinsen vaklede. Han ville gerne tro på det, hun sagde, men der var noget...

'Nej, kvinde. Vis dit ansigt, eller jeg skærer dit hoved af og ser for mig selv.' Prinsen drog nu sit sværd. En mærkelig beslutsomhed kom over ham. Der var noget galt ved dette sted. Nu vidste han, hvad det var. Der var ingen fuglesang.

Nu blev kvinden vred; 'Alt dette tilbyder jeg dig, og du vil ikke tage imod det uden at tvinge mig til at vise mig for dig, som en simpel bondetøs. Jeg tog dig for en sand ridder,' fnøs hun, 'men du er blot endnu en bondeknold.'

Men nu kunne prinsen ikke narres længere, og sværdet sang, idet han skar hendes hoved af i et enkelt hug. Det faldt til jorden med et plump. Idet han løftede sløret, så han til sin rædsel et frygteligt hekseansigt med et hæsligt og ondskabsfuldt grin.

Prinsen korsede sig og priste sig lykkelig over den fare, han var undsluppen. Idet han gik videre, så han pludselig en stor dynge med sværd og hjelme og spurgte sig selv, hvor mange godtroende riddere, der mon var blevet offer for kvindens frygtelige fortryllelse.

Prinsen gik videre af stien og skoven blev tættere og tættere. Det var tydeligt, at gæster var sjældne i denne del af skoven. Ved aftenstid mødte han pludselig en mand, som var halvt sort og halvt hvid. Hans højre side var sort. Den venstre side var hvid.

'Hvem er du?' spurgte prinsen dystert. Mødet med fortryllersken havde øget hans vagtsomhed. Nu var der ikke længere noget, som skulle narre ham.

'Det ved jeg ikke,' svarede manden trist. 'I det ene øjeblik tror jeg, at jeg er ét, i det næste øjeblik noget andet.' Han holdt en lille pause. 'Kan du ikke fortælle mig, hvem jeg er?'

Prinsen stirrede forundret på ham. Vidste han ikke hvem han var?

'Jeg kan desværre ikke hjælpe dig,' svarede prinsen, og begyndte at gå videre. Han var kun nået et lille stykke vej, da han hørte en stemme bag sig sige, 'Hvordan kan man egentlig vide, hvem man er?'

Manden havde tilsyneladende tænkt sig at gå med ham. 'Nu blev prinsen pludselig opmærksom på, at han heller ikke rigtig vidste, hvem han var. Mødet med fortryllersken havde vist ham, at han ikke kunne stole på sine forestillinger. Så hvem var han?'

'Det ved jeg egentlig ikke,' svarede prinsen og gik videre.

'Hvordan kan man i det hele taget vide, at der er en mening med noget som helst?' spurgte manden insisterende. Han var ikke sådan at slippe af med.

Prinsen tænkte sig om. Mennesket havde sin frie vilje, og alle forfulgte deres egne ønsker. Men når man fik sine ønsker opfyldt, så kom der bare nye ønsker. Når man elskede, blev man svigtet. Når andre elskede én, mistede man interessen. Han havde set, hvordan guld gjorde folk grådige, og ondskaben tilsyneladende ingen grænser havde. Når der var fred, begyndte folk at kede sig. Når der var konflikter, beklagede de sig. Altid var der noget galt.

Prinsen satte sig ned på en træstub og svarede stilfærdigt; 'Jeg ved faktisk ikke, hvad meningen er.'

Den fremmede mand satte sig også ned. 'Det ved jeg heller ikke. Det er derfor, jeg bor her midtvejs mellem noget og ingenting. Jeg kan ikke se, at livet har anden mening end den, folk selv giver det. Men hvis man selv giver livet mening, så er der ingen mening, der er større end én selv. Når man dør er man væk, og dermed er meningen væk. Derfor kan jeg ikke se, at der kan være nogen mening med livet.'

Prinsen kiggede indgående på manden. 'Men hvad med kærligheden? Jeg har kendt kærlighed, og den fyldte mig med et under så stort, at det ikke kan beskrives.'

'Men hvori ligger meningen?' ville den fremmede vide.

'Kærlighed kan ikke reduceres til en mening.' svarede prinsen bestemt, 'Den er hinsides mening, selvom den opleves som meningsfuld. Den er selve livet.'

Nu rejste prinsen sig op. Han havde fået nok af denne sort-hvide mands intellektuelle betragtninger og gik rask videre.

'Men hvordan kan man vide, at kærligheden eksisterer?' hørte han pludselig manden sige igen. Han var i sandhed svær at slippe af med.

'Nu er det nok,' sagde prinsen truende. 'Tag din tvivl et andet sted hen, eller jeg flækker dig ned igennem midten.'

Prinsen gik videre og havde netop formået at glemme manden, da han pludselig hørte ham sige, 'Men hvordan overvinder man tvivlen? Jeg har søgt efter svaret på dette spørgsmål siden tidernes morgen og endnu ikke fundet svaret.'

Prinsen drog nu sværdet Elector og flækkede manden fra isse til tå.

'Sådan,' svarede prinsen, idet han gik beslutsomt videre.

Det var nu skumringstid, og prinsen var begyndt at lede efter et sted, hvor han kunne overnatte, da der pludselig stod en ræv på vejen foran ham. Ræven kiggede intenst på ham, og prinsen spurgte, 'hvem, er du?'

'Jeg er forfædrenes visdom og har boet her i skoven siden tidernes morgen,' svarede ræven. 'Jeg kan vise dig vej til det, du søger.'

'Hvorfor skulle jeg stole på dig?' spurgte prinsen mistænksomt.

'Hvorfor ikke? Du kan jo lytte til mig, og se hvad der sker,' sagde ræven troskyldigt.

Prinsen kiggede indgående på ræven. Alt, hvad han indtil videre havde mødt her i skoven, havde været forræderisk. Hvorfor skulle denne ræv være anderledes.

'Hvorfor vil du give mig din visdom, ræv?' spurgte prinsen.

'Hvorfor ikke? Du er det eneste menneske i disse dele af skoven, og det gør livet lidt mere interessant at have nogen at dele sin viden med, ikk'?'

Prinsen var stadig ikke overbevist. Han tænkte på det, Søprinsessen havde sagt; 'Lyt kun til den stemme, som er lydløs.'

'Jeg tror, jeg vil sige pænt nej tak, og nøjes med at lytte til min egen indre stemme. Visdom kommer alene indefra, og en mand kan ikke bruge en andens mands erfaringer til noget, og da slet ikke en rævs. Vi må gøre vores egne erfaringer og træffe vores egne valg.'

Nu begyndte ræven at snerre og angreb prinsen uden varsel. Men prinsen havde ventet dette, og i en enkelt bevægelse trak han sit sværd og skar rævens hals over.

Næste morgen blev prinsen opmærksom på et svagt lys i det fjerne. Idet han fulgte det, gik det op for ham, at han endelig var kommet igennem skoven. Foran ham lå bjergene og indgangen til tågernes dal.

>> 11. Tågernes dal