Udødelighedens spejl

af Rolf Jackson

8. Dragens øje

Selvom prinsessen altid havde været smuk og betagende, så bemærkede folk, der så hende nu, at hun strålede som en sol. Det var, som om mødet med Facio havde vakt nye melodier i hende. Hendes blide nærvær syntes rigere og dybere end nogen sinde før. Og henover slottet kunne man om natten se et besynderligt lysfænomen. Det så nærmest ud, som om tårnet brændte. Det var dog ikke tårnet, men derimod prinsessens hjerte, der var ild i.

Prins Facio's hjerte var også i brand. Men det var en anden slags brand. Aldrig havde han set en smukkere kvinde. Aldrig havde han ønsket en kvinde så meget som hende. Men han vidste i sit hjerte, at han ikke kunne give efter for denne kærlighed. For hvis han gav efter, ville han ikke kunne rive sig løs igen, og hans folk ville være overladt til den grusomme drage uden håb om frelse.

'Du er uden tvivl den dejligste kvinde i verden,' sagde prinsen til Søprinsessen, en dag de gik i hendes skønne haver, 'alligevel må jeg snart forlade dig.'

'Hvorfor min prins? Hvorfor må du forlade mig nu, hvor jeg endelig har fundet en kærlighed, som på en gang er menneskelig og guddommelig? Det ville jeg ikke kunne bære.'

'Jeg mærker din kærlighed og længsel,' svarede prinsen, 'og der er intet mit hjerte hellere ville, end at blive ved din side.'

'Men hvorfor kan du så ikke blive her?'

'Hvis jeg blev ved din side, og lod mit folk i stikken, ville jeg begynde at foragte mig selv for min fejhed og egoisme. Snart ville du også komme til at foragte mig, og det smukke i vores kærlighed ville forgå.'

'Jeg ville aldrig kunne foragte dig,' svarede prinsessen bestemt.

'Jo, du ville,' prinsen nikkede sagte, 'du ville se ind mit hjerte, og der ville du se en kærlighed, som er endnu større end den, som er mellem dig og mig, og du ville undre dig over, at jeg ikke valgte den vej. Langsomt ville du begynde at bebrejde dig selv, at du ledte mig fra min vej, og du ville foragte mig for min manglende vilje til at bringe kærligheden derhen, hvor nøden er størst.'

Prinsessen tav længe og sagde endelig, 'Du taler stor visdom, min prins. Det er sandt, hvad du siger, og det gør kun min kærlighed til dig endnu større, at du ser så klart. Din kærlighed er i sandhed stor.'

Derefter gik de længe i tavshed og nød roserne og den milde brise, som kom ind fra havet. Efter lang tid brød prinsessen tavsheden ved at sige, 'Min elskede, du skal vide at ingen dødelig kan dræbe en drage. Kun den kærlighed, som ingen død kender, kan overvinde den. Hvis du skal have en chance for at vinde, må du først finde dragens øje.'

'Hvad er dragens øje?' ville prinsen vide.

'Dragens øje er en juvel, som den første drage, der kom til jorden i tidernes morgen, stjal fra menneskene. Denne juvel er helt enestående, for den gør alting som nyt. I morgenrøden er den ildrød. Om natten lyser den som en stjerne på himlen. Når man ser på den i dagslys er det som at blive et med havet. Find denne juvel og du vil kunne besejre dragen.'

'Hvor finder jeg den?' spurgte prinsen på en gang forundret og oplivet.

'Du finder den dybt inde i det bjerg, der hedder Golgatha. Der vil du finde udødelighedens spejl, og spejlet vil vise dig juvelen.'

'Og hvor finder jeg monstro dette bjerg?' spurgte prinsen, med en besynderlig blanding af uro og forventningsfuldhed inden i sig.

'Den finder du i vort riges midte. Men Golgatha er omkranset af høje og uvejsomme bjerge. For at komme dertil må du først rejse igennem stemmernes skov og så gennem tågernes dal for til sidst finde hovedskalsstedet, kaldet Golgatha, hvor dragens øje er gemt.

Prinsen, som lyttede både med sit hjerte og sine ører, vidste, at Søprinsessen talte sandt og forberedte sig på den farefulde færd.

>> 9. Afskeden