Udødelighedens spejl

af Rolf Jackson

7. Søprinsessen

Det første Facio registrerede, da han vågnede var duften af frisk linned og et blødt lys, der faldt ind igennem lyse gardiner. Idet han åbnede øjnene, så han havfruen fra drømmen ved sin side. Han tænkte, 'nå, det var så det, nu er jeg på den anden side.'

'Hvordan kan det være, at det er dig, som tager imod mig her?' spurgte prinsen lidt omtumlet.

Kvinden kiggede mildt på ham med sine dybe grønne øjne. 'Fordi dette er mit rige,' lød hendes melodiske stemme, som han genkendte fra drømmen.

'Men, hvor er jeg?' spurgte prinsen.

'Du er i Avéna,' svarede hun. Pludselig opdagede prinsen, at hendes læber ikke bevægede sig.

'Dine læber bevæger sig ikke, når du taler,' udbrød prinsen forbløffet.

'Det gør dine heller ikke. Her i riget kan vi høre hinandens tanker, og det er sådan, vi taler med folk, der ikke taler den samme dialekt som os.'

'Er jeg da ikke kommet i himlen?' spurgte prinsen forundret.

'Nej. Du er kommet til riget i midten. Vi fandt dig på stranden for to dage siden, døden nær af tørst og udmattelse. Jeg har plejet dig lige siden. Det er ikke så tit, vi får gæster fra den anden side af havet.'

'Har der da været nogen af mit folk her før?' spurgte prinsen med en stille undren.

'Ja,' svarede kvinden blidt og prinsen fornemmede et drømmende og længselsfuldt blik i hendes øjne. 'En gang for længe siden.'

'Hvem var det?'

'En mand, der bragte stor kærlighed over vandet og befrugtede verden med sin visdom. Men det er meget længe siden. Så længe at næsten ingen husker ham længere.'

Facio nikkede og spurgte ikke mere til den sag.

Dagene gik, og snart vendte prinsens styrke tilbage. I drømmen havde prinsessen været en havfrue. Men her var hun en almindelig kvinde. Eller rettere hun var en ganske ualmindelig kvinde, men dog en kvinde. Faktisk var hun den smukkeste kvinde, han nogen sinde havde set. Han kunne ikke forestille sig, at der kunne findes noget skønnere end hende.

Prinsessen var også dybt påvirket af mødet med Facio. Det lange lyse hår, der faldt ned på hans muskuløse og solbrændte skuldre, vakte længsler i hende, hun ikke længere troede hun kunne have. Hans hud var lysere, end noget hun nogensinde havde set, og hans øjne blå som det dybe hav. Men mere end hans fysiske fremtoning var det kombinationen af styrke og kærlighed, som betog hende. Som han stod der foran hende, var han på en gang kriger og poet, og prinsessen ønskede blot, at tiden ville gå i stå, så intet kunne bringe den magi til ophør, hun følte i hans nærvær.

Det var i dette øjeblik, det gik op for prinsessen, at hun egentlig havde været ensom. Før dette øjeblik havde hun aldrig skænket det en tanke, at hun alene var Søprinsessen og rigets dronning og ingen konge havde ved hendes side. Der havde aldrig været nogen mand, som virkelig havde tændt hendes indre ild, for i den uendelige fine kærlighed opløstes passionerne og blev til det blideste favnene nærvær. Derfor havde hun for længe siden accepteret, at det var sådan, det var. Men pludselig opdagede hun, at det ikke længere var sådan.

>> 8. Dragens øje