Udødelighedens spejl

af Rolf Jackson

6. Stormen

Mens han reflekterede over sin beslutning, sænkede der sig en forunderlig fred over ham. Det var, som om havet og vinden begyndte at tale til ham.

'Drej her,' sagde havet. 'Strømmen vil bære dig til dine drømmes mål.'

'Drej bommen sådan,' sagde vinden, 'så kan jeg bedre få fat i dit sejl og hjælpe dig.'

'Lad mig fylde dit hjerte med mod,' sagde solen, 'for mod er det, drømme er lavet af, og kun den, som ved, hvordan man drømmer, kan overvinde et mareridt.'

Og Facio lyttede til vinden, havet og solen.

Så oprandt den dag, hvor Facio måtte drikke sine sidste dråber. Uanset at han havde sparet så meget, han kunne, på vandet, så måtte hans krop have en smule vand, hvis han skulle overleve. Mens han drak, så han mørke skyer trække sig sammen mod nord.

'Drej mod syd,' sagde havet, 'så undgår du den værste storm.'

Facio gjorde, som han fik besked på. Men inden længe ramte stormen ham alligevel med en frygtelig styrke. Facio tænkte, at hvis det her var at undgå den værste storm, så ville han nødigt møde stormen, når den var værst.

'Nåh,' sagde havet drillende, 'det skal du såmænd nok nå,' og det virkede nærmest på Facio, som om havet, der jo havde behersket verden siden tidernes morgen, grinede af hans barnagtighed.

Stormen kastede hans båd rundt i timevis, og natten blev tungere og tungere. Det var den længste og mørkeste nat Facio nogensinde havde oplevet. Ugevis af sejlads med søvnmangel, vandmangel, solstik og en nagende tvivl havde opbrugt alle hans kræfter. Han kunne ikke mere. Som om det ikke var nok, var alting nu begyndt at tale til ham.

'Tag dit sværd ud, mester,' sagde sejlet pludselig til ham. 'For om et øjeblik må du skille dig af med din sidste ven.'

Idet Facio drog sværdet ud af skeden, var det som om sværdet lyste op i natten. Men det var ikke sværdet, der lyste, men et lyn der sprang ud af nattehimlen og ramte sejlet, der flammede op i natten. Ude af stand til at slukke ilden huggede Facio desperat på masten, for at det brændende sejl kunne falde i havet og båden derved reddes fra flammerne. Det lykkedes, men nu var prinsen fuldstændig prisgivet bølgerne, som kastede ham hid og did.

Havet sagde 'dit sværd er din eneste redning,' og selvom prins Facio syntes, det var tåbeligt, besluttede han sig for at binde sværdet fast til sit håndled, så han ikke skulle tabe det i mørket. Stormen tog langsomt af i styrke, men den var stadig vild og grusom. Facio kunne høre, hvordan plankerne i båden knagede stadig mere indædt over de voldsomme brådsøer.

Netop som det første daggry kunne anes, vendte en mægtig bølge pludselig båden på hovedet, og Facio fandt sig selv i et skruestik nede under båden. Han var låst fast mellem skottet og en tværstiver, som havde revet sig løs. I et desperat forsøg på at komme fri, brugte han sværdet som et brækjern. Men sværdet knækkede midt over i samme nu, som endnu en voldsom bølge rystede skibet, kastede ham ud i den åbne sø og sugede ham ned under vandet.

På randen af at miste bevidstheden følte Facio pludselig, hvordan hans sværd hev ham opad, og han holdt fast i det, som gjaldt det livet, hvilket det jo også gjorde. Sværdet havde nemlig sat sig fast i en bjælke, og derfor trak det ham op til overfladen igen. Med sine sidste kræfter bandt Facio sig fast til bjælken, inden et velsignet mørke omfavnede ham, og den sidste rest af bevidsthed forlod ham.

>> 7. Søprinsessen