Udødelighedens spejl

af Rolf Jackson

5. Rådet

Den næste dag ved rådsbordet, fortalte prins Facio om sin drøm og foreslog, at de udrustede tre skibe med proviant til en lang rejse og rejste imod den nedgående sol, sådan som havfruen i drømmen havde sagt. Man hans far og de øvrige rådsmedlemmer grinede blot af ham og sagde, at den slags ungdommelige fantasier ingen plads havde, når landets mægtigste mænd diskuterede rigets fremtid.

Prins Facio gik slukøret fra mødet, selvom han godt kunne forstå deres reaktion. De havde ikke mødt prinsessen og vidste derfor ikke, hvilken magi hun rummede. Prinsen blev stadig mere overbevist om, at prinsessen havde ret, og besluttede sig for at gøre, som drømmen havde sagt. I al hemmelighed udrustede han en lille, men havdygtig, båd med proviant til en lang rejse, og nogle dage senere stævnede han ud alene. For ikke at vække unødig uro efterlod han en besked om, at han var taget på en jagtudflugt, og at de ikke skulle vente ham hjem lige med det samme.

Prinsen sejlede efter den nedadgående sol i mange dage. Den brændende sol vekslede med den sorte nattehimmel. Ind imellem kom der også nogle enkelt skyer på himlen eller en måne om natten, hvilket prinsen var taknemmelig for. Vinden og strømmen bar ham hurtigt afsted, og da der var gået to uger, vidste han, at han var længere væk fra Veria end noget menneske nogensinde havde været. På trods af hans omhyggelige planlægning svandt provianten ind. Efter der var gået fire uger, og der stadig ikke var land i sigte, begyndte han at blive en smule urolig. Vandet smagte kedeligt, der var ikke meget mad tilbage, og han var træt. Fordi der ikke var andre end ham selv til at passe roret, havde han ikke sovet ordentligt i alle disse uger. Trætheden og manglen på mad og vand tærede på ham. Nu gik det op for ham, at hvis han fortsatte ville han ikke kunne komme hjem igen uden at finde land. Han havde kun vand til få uger mere. Selv hvis han sparede, var det kun med nød og næppe, at han ville kunne komme levende tilbage, som det var.

Men prins Facio havde set rådsmedlemmernes ansigter til mødet. På trods af alle deres forsikringer og fine ord vidste han, at ingen af dem anede deres levende råd. Og prinsessen havde fortalt ham, at ingen dødelig kunne besejre dragen. Så længe dragen hærgede kunne der aldrig blive fred i Veria. Derfor måtte Prins Facio fortsætte. At vende tilbage ville blot være at vælge den sikre død. Nu var der i det mindste et spinkelt håb. Han følte ikke, der var noget valg. Han måtte finde kærligheden eller dø.

>> 6. Stormen