Udødelighedens spejl

af Rolf Jackson

4. Drømmen

Natten inden rådet vågnede prins Facio op med et sæt. Han havde netop haft den mest forunderlige drøm.

I en lille båd havde han sejlet imod den nedgående sol og fulgt den over havet. Han havde sejlet og sejlet, længere end noget menneske før havde sejlet. Pludselig kom han til en strand, hvor den skønneste kvinde, han nogensinde havde set, sad på en stor sten og sang for dyrene. Så betaget var han af hendes sang, at han blev helt stille. Kvinden opdagede ham først ved, at hans båd baldrede ind i en sten og blev knust med et brag.

Kvinden kiggede op med et sæt. Hun fastholdt hans blik et øjeblik og sagde så 'Goddag fremmede, hvem er du?'

'Jeg er lyset fra havet,' svarede prinsen i drømmen, mens han undrede sig over, at nogen kunne have så grønne og så klare øjne.

'Og hvem er du så?'

'Jeg er lysets og mørkets prinsesse,' svarede kvinden kækt.

'Hvorfor er du kommet til mit rige?' spurgte prinsessen efter de havde kigget på hinanden en tid i stilhed.

'En mægtig drage hærger mit eget rige,' svarede prinsen, 'og ingen aner sine levende råd.'

'Det kan jeg godt forstå,' lo prinsessen, 'for ingen dødelig kan gøre sig håb om at overvinde en drage.'

'Hvordan kan den da besejres?' spurgte den unge prins forundret.

Prinsessen kiggede ned på en lille gylden salamander, der var kravlet op i hendes skød. 'Kun kærlighed kan overvinde en drage. For sand kærlighed kender igen død. Men ingen dødelig kender sand kærlighed.'

'Hvor finder jeg en sådan kærlighed?' spurgte den unge prins med en blanding af håb og mistro.

'Ved at følge den nedgående sol ud i intetheden,' smilede hun, idet hun gled ned i vandet.

Først da så prinsen, at det ikke var en kvinde, men en havfrue, han havde talt med. En del af ham vidste pludselig, at det faktisk heller ikke var en havfrue, men derimod en kærlighedsdrage. At der også fandtes den slags drager, var ham en stor overraskelse. Så vågnede han op i sin seng med et sæt.

>> 5. Rådet