Udødelighedens spejl

af Rolf Jackson

3. Dragetiderne begynder

Anderledes dystert var livet i byen Honfleur, der var hovedstaden i riget Veria. Veria betød 'virkelighed' eller 'sandhed' på deres tungemål. Det var dette rige, Søprinsessen kaldte Umbrasien. Honfleur var en gammel by, og på det tungemål, der taltes i tidernes morgen, betød det 'Den sande hæders blomst'.

I Veria herskede kong Amenór. Han var en vis og dygtig konge, som dog havde sine bedste år bag sig. Han og hans dronning og deres to voksne sønner Venátor og Facio boede på et storslået slot, som tronede over byen Honfleur. Venátor var den ældste af de to. Han var mørk i løden og en dygtig jæger. Facio var lysere i både løden og i sindet og var mere optaget af pennen end af sværdet.

Menneskene i Veria var stolte og selvbevidste. På den ene side var riget beskyttet af høje bjerge og på den anden side af havet. Derfor var det aldrig lykkes nogen at erobre landet. Altid havde menneskene i Veria kendt frihed og været parate til at forsvare den med deres liv. Ingen blandt dem var derfor mere ærede end ridderne i de skinnende rustninger. Fra gammel tid, havde rigets modigste og dygtigste riddere nemlig altid mødtes i Honfleur for at afgøre, hvem der var den stærkeste iblandt dem. Og for menneskene i Veria var det en selvfølge, at den stærkeste også var den ædleste. Ingen større skam kunne overgå et menneske end at misbruge sin styrke og kraft. Sådan tænkte menneskene i Veria.

I mange hundrede år havde der hersket en relativ fred i disse egne. Men lige siden kongens ældste søn, prins Venátor, var forsvundet på en jagtekspedition i de sydlige egne, havde ulykkerne stået i kø. Folk havde taget hans forsvinden som et ondt varsel og ganske rigtigt. Kort efter, at han var forsvundet, kom en frygtelig drage ved navn Smirg til landet. Dens ild havde svedt markerne, og dens sult efter kvæg og menneskekød havde betydet, at Veria for første gang i umindelige tider led af hungersnød.

Dragens ondskabsfuldhed kendte tilsyneladende ingen grænser, og særligt elskede den kødet fra unge jomfruer. Utallige af rigets bedste riddere havde mistet livet i heltemodige forsøg på at slå den ihjel. Men de var alle blevet brændt op af dragens ild eller blevet mast under dens mægtige klør. Dragens skællede hud var så tyk, at intet våben kunne trænge igennem den og dens ild så giftig, at et enkelt pust var nok til at slå ridderne ihjel.

Situationen var blevet dramatisk forværret på det sidste, idet kongens fætter, fyrst Malagant, havde indgået en uhellig alliance med dragen. Det forlød, at fyrsten forsynede dragen med jomfruer til gengæld for dragens beskyttelse. Som en ond storm fejede fyrst Malagant's morderiske krigere hen over landet. De stjal, voldtog og bortførte unge kvinder til dragen og tog unge mænd som slaver. Markerne stod udyrkede hen, og stadig større folkemængder søgte tilflugt hos kong Amenór i Honfleur. Men kongen vidste ikke sine levende råd og havde i desperation sendt bud til sine sidste overlevende forbundsfæller om at komme til rådslagning på slottet

>> 4. Drømmen