Udødelighedens spejl

af Rolf Jackson

2. Den magiske søjle

Søprinsessen havde regeret over Avéna, så længe nogen kunne huske det. Hun boede i et hvidt tårn, allerøverst oppe i hovedstaden Hera. I hendes tårnværelse havde hun en magisk spejlsøjle, og i denne søjle kunne hun se alt, hvad der foregik i hendes rige. Hendes hjerte var rent som et spejl, og derfor kunne hun se alting klart. Det var hemmeligheden bag den fred og glæde, de havde nydt så længe. Når som helst der var noget, som kom ud af balance i hendes rige, så mærkede hun det i sit hjerte og favnede det menneske, som var i nød, var syg, eller hvad der nu kunne være galt. Hendes kærlighed var så stærk og hendes syn så klart, at denne nænsomme omsorg fik smerten til at syne ubetydelig. Det gjorde, at hendes folk selv i den bitreste modgang, som i sagens natur kom af og til, bevarede modet og arbejdede sammen til det fælles bedste.

Nu må man ikke tro, at livet i Avéna var en dans på roser. Nej, der var altid meget arbejde, der skulle gøres. Marker der skulle omlægges, sås eller høstes. Dyr der skulle passes. De unge som skulle opdrages, og de gamle som krævede pleje og omsorg. Ting som skulle ordnes eller folk, som kom op og skændes om penge, kærlighed eller ejendom. Her var de samme vanskeligheder, man møder alle andre steder, hvor mennesker lever sammen. Men der var en ganske særlig magi, som betød, at når livet blev svært, så skete der altid et mirakel, som satte tingene i perspektiv.

Mirakler oplevede man tit her. Nu er det sådan, at et virkeligt mirakel ikke er at fremmane ånder eller vække de døde til live eller den slags pjat. Nej sådanne barnagtigheder overlod man til tryllekunsterne, og det var mest til underholdning ved festlige lejligheder. Nej et virkeligt mirakel var, når vrede, bitre, eller syge mennesker pludselig så, hvordan de havde gjort livet svært for sig selv, ved at tænke dårligt om andre, og åbnede deres hjerte for den hellige blomst. Sådan kaldte folket nemlig Søprinsessen, når hun ikke var der.

Når det skete, så kom hendes blide smilende nærvær altid til stede. Nogle mærkede det, som om der pludselig duftede af syren og viol, og så kunne de ikke længere være vrede. Andre følte, at de blev omfavnet af en blid og tålmodig engel, og så kunne de heller ikke være vrede mere. Når det skete, begyndte folk altid at grine over deres fjollede smålighed, eller græde over det, som gjorde ondt.

For menneskerne i Avéna havde det altid været sådan. Ingen kunne huske en tid, hvor det havde været anderledes. Men en uro var vokset i Søprinsessens hjerte i den sidste tid. Noget var på vej til at ændre sig. Det var længe siden, hun sidst havde mærket noget lignende.

Søprinsessen kendte godt til riget på den anden side af havet, som hun kaldte Umbrasien. Det betød 'menneskenes rige' eller 'skyggernes rige' på Avéna's tungemål. Hun vidste, at dette rige var helt anderledes end hendes eget. Af og til kunne hun mærke en forstyrrelse i jorden eller vinden, som ikke kom fra hendes eget rige. Én gang før, for meget længe siden, var det sket, at en mand var kommet på besøg fra dette rige, hvilket havde overrasket alle. For ingen fra Umbrasien kom til Avéna, hvis de bevidst prøvede på det. Kun hvis skæbnen ville det, kom man igennem tågerne.

>> 3. Dragetiderne begynder