Udødelighedens spejl

af Rolf Jackson

1. Riget i Midten

En gang for længe siden, førend denne verden oprandt, fandtes to riger adskilt af et mægtigt hav. Disse to riger var omtrent så forskellige, som man kan forestille sig. Så forskellige var de, at det rige, der var kendt som menneskenes rige, end ikke kendte til det andet riges eksistens.

Dette for menneskene ukendte rige hed Avéna, hvilket på deres tungemål betød noget i retning af 'riget i midten' eller 'nådens rige' eller slet og ret 'virkeligheden'.

Avéna var en mægtig ø, der lå langt ude på havet omgivet af tåger, så ingen rejsende, der søgte det, kunne finde det. Nu var Avéna faktisk en ganske stor ø. Så stor at det tog mange måneder at rejse fra den ene til den anden ende til hest. Alligevel var den ikke større, end at det blot var ét rige.

Menneskene i dette rige vidste godt, at der fandtes andre riger. Men det bekymrede dem ikke synderligt. De vidste, at ingen fra de andre riger kunne finde dem, med mindre skæbnen bragte dem dertil med et ganske særligt formål. De kunne heller ikke selv rejse til de andre riger uden magi, for menneskene i disse riger kunne ikke se dem. Hvis de derfor skulle rejse til verdenen på den anden side af havet, så drømte de sig derhen. Det var der af og til nogen, som gjorde. Men for det meste syntes menneskene, at der var rarere og sjovere i Avéna.

Dette rige var umådeligt smukt, og folket levede, som de altid havde levet, i perfekt harmoni med den natur, som omgav dem. For den uindviede kunne dette måske lyde lidt kedeligt. Men det var det bestemt ikke. For menneskerne i Avéna havde en fantastisk fantasi og kendte til kærlighedens og magiens hemmeligheder. De digtede og legede og vidste, at digte og historier er virkelige på deres helt egen vis. I historierne fandtes riger med drager og riddere i skinnede rustninger. Her var havfruer, der sang så smukt, at man måtte holde sig for ørene for ikke at blive fortryllet. Der var alfer, feer og elverfolk, som lærte dem om naturens hemmeligheder, og der var enhjørninger, som kendte til magi, som end ikke menneskene helt forstod.

Ved at digte og tillade deres fantasi at folde sig ud, legede de mørket ind i livet. De fik lys og mørke til at blive ét og åbenbarede derigennem kærlighedens mysterie. Og kærlighedens mysterie er evigt nyt. Så der var altid noget at gå på opdagelse i.

Det var denne magi, som gjorde Avéna til et helt specielt sted. Selvom de godt vidste, at deres eventyr ikke var helt virkelige, kunne de få meget af deres eventyrlyst stillet på denne måde. For hvem kan med sikkerhed sige, at fantasier ikke er virkelige, og at virkeligheden ikke er en fantasi?

>> 2. Den Magiske Søjle