Det usandsynlige valg er som regel det interessante valg. Dette slog mig en dag som en dyb åndelig sandhed, og det giver anledning til nogle tankevækkende betragtninger i relation til kvantefysikken og videnskabens postulat om, at tilfældighed styrer begivenheders gang.

Da kvantefysikken blev udviklet i starten af det 20 århundrede, stod fysikerne overfor det paradoks, at mens de kunne forudsige, hvordan en gruppe atomer opførte sig ud fra en gennemsnitsbetragtning, så kunne de ikke forudsige, hvordan det enkelte atom opførte sig. Det fik Niels Bohr til at formulere den idé, at atomerne var styret af tilfældighed. Siden den gang er denne antagelse gået hen og blevet en form for lovmæssighed, i en sådan grad, at denne tænkning gennemsyrer hele videnskabens fundament. Men der er aldrig ført bevis for den påstand.

Lad os lave et tanke eksperiment. Du står nu på strøget og kigger på de forbipasserende. Hver gang der kommer en person med hat på, sætter du en streg i en kolonne, og når de ikke har hat på, i en anden kolonne. Lad os for argumentets skyld sige, at hver anden person i gennemsnit har hat på.

Overvej nu følgende spørgsmål:

Kan du forudsige om den næste person, der kommer, har hat på, baseret på dine observationer?

Nej, det er ikke muligt. Det er: 50/50. Du kan ikke vide det. Set fra dit perspektiv er det tilfældigt.

Men er det tilfældigt, om den næste person har hat på?

Svaret her må også være nej. Man må formode, at personen har truffet et valg, inden de gik hjemmefra, og der derfor ligger en beslutning bag.

Og her kommer den afgørende indsigt: Det, som ser tilfældigt ud, set udefra, kan meget vel afspejle en hensigt, set indefra.

Tilbage til atomernes verden: Fysikerne kan ikke forudsige, hvad det enkelte atom gør. Men det betyder ikke, at det er tilfældigt. Det kan sagtens tænkes, at der er en form for bevidsthed på spil, og at atomer, især når de indgår i biologiske celler eller mere avancerede legemer, responderer på den intelligens, som er tilstede. Hvis atomer har en sådan grundlæggende evne til at opføre sig intelligent, så vil det også forklare, hvorfra intelligens egentlig kommer. Det er nemlig en i naturen iboende kvalitet. Selv atomerne er rudimentært intelligente.

Bundlinjen på dette er, at enten er:

  • Intelligens et grundvilkår i universet, eller
  • Tilfældighed er et grundvilkår i universet.

At intelligens er et grundvilkår i universet betyder ikke, at ting ikke reelt set godt kan være tilfældige.

I forhold til “det usandsynlige valg” som jeg indledte med, så er dette valg interessant, fordi det afspejler en dyb reflekteret hensigt. Jo mere usandsynligt et valg er, jo sværere er det ofte at lave det, og jo mere udfordrende vil det være at realisere det.

Der er f.eks. nogle forskere, der har foreslået, at hvis man giver en abekat en skrivemaskine og lader dem taste længe nok på tastaturet, så vil enhver tænkelig tekst før eller senere fremkomme, inklusive Shakespeares samlede værker. Og det er i teorien sandt, hvis vi forestiller os, at det de taster er tilfældigt. Nogle andre forskere lavede så eksperimentet og gav en abe en skrivemaskine. Resultatet blev efter lang tids leg med apparatet, at der ikke var kommet en eneste meningsfuld sætning ud af det, og knap nok et enkelt ord.

Dette eksperiment viser meget godt, hvordan teorier kan komme til kort, og argumenter blive meningsløse, selv om de i en abstrakt forstand er korrekte.

Det usandsynlige valg kræver intelligens. Det kræver ånd. Det kræver mod. Derfor er det et interessant valg. Og derfor blev Shakespeares værker skrevet af et menneske og ikke en abekat.

 

Rolf, Tea og børn ved Sandhedens Sværd

“Hvis du gerne vil høre Gud grine, så fortæl om dine planer.”

Sådan lyder et gammelt ordsprog, som jeg med et skævt smil må sige ikke er helt ved siden af i forhold til Bjergagers historie. Og alligevel passer det ikke helt, idet de inspirationer, som undervejs har formet vores proces, set i bakspejlet giver meget mening. Men det er som Kierkegård sagde: Livet skal leves forlæns, og forstås baglæns.

Mit afsæt for at skabe Bjergager var, at jeg selv er vokset op i et bofællesskab, nord for København, startet i 1970. Vi blev med tiden 6 familier, hvoraf de 5 ejede deres bolig, og en enkelt lejede sig ind. Det var et harmonisk og livfuldt fællesskab i mange år og var på mange måder et pionerprojekt, præget af 70’ernes idealer. Børnelivet fyldte meget, hvilket også skulle vise sig at være fællesskabets akilleshæl. Der skete nemlig det, at da børnene flyttede hjemmefra, så faldt bofællesskabet stille og rolig fra hinanden.

Hvad var problemet? Problemet var fraværet af noget, som bandt fællesskabet sammen. Noget større end det sociale og engagementet i børnenes vel og godt naboskab. Der manglede en åndelig dimension.

Mine egne forældre var blandt de, som i 90’erne flyttede væk fra Højtofte fællesskabet. Ross og Hildur forsøgte i perioden 1991-95 at realisere et nyt fællesskab på Verdensuniversitet i Thy. Men af forskellige grunde lykkedes det ikke, bl.a. på grund af nogle stramme landzonelove, som i mange år umuliggjorde en meningsfuld udvikling og udbygning af fællesskabet for at skabe plads til flere beboere.

Men vigtige erfaringer og internationalt netværksarbejde voksede ud af projektet, og det blev bl.a. til The Global Ecovillage Network (GEN) stiftet i 1995 og Gaia Education, stiftet i 2005. Begge initiativer har haft vidtrækkende betydning for udvikling af bæredygtige fællesskaber jorden over, men mine forældres vision om et fællesskab 2.0 blev aldrig manifesteret.

Allerede som barn var jeg optaget af de sociale og politiske dimensioner i fællesskaber og forstod, hvorfor de var så vigtige. Der sker nemlig noget meget afgørende, når mennesker engagerer sig eksistentielt i hinanden. Ens medboere og medrejsende på den åndelige vej bliver et uundværligt spejl i en indre udviklingsproces, fordi de kærligt, men ærligt spejler både ens positive og negative sider. I vores fragmenterede samfundsmodel, hvor sociale relationer ofte savner dybde, bliver det alt for nemt at forblive en persona, en social rolle, hvor man reelt mister sig selv, i samfundsskabte illusioner. Levende fællesskaber er den medicin, vi har brug for, for at overvinde denne uheldige tendens.

Det var med denne baggage, at jeg besluttede at investere mig selv i at skabe et levefællesskab, som rummede det bedste af det, jeg kendte som barn. Kombineret med det bedste, af det jeg så, i spirituelle fællesskaber som Den Gyldne Cirkel, hvor jeg fik undervisning af Asger Lorentsen i mange år, Vækstcenteret i Nørre Snede, Findhorn, Auroville og andre projekter, som inspirerede mig i de år.

En ting slog mig dog især ved spirituelle fællesskaber: Børnene var sjældent tænkt ind i den åndelige praksis. Spiritualitet var alt for ofte noget med at sidde stille og meditere og finde indre fred. Men i min optik var der er stærkt element af eskapisme i mange spirituelle miljøer, og de overså, at på mange måder er børn vores bedste læremestre. Børn ser nemlig lige i gennem vores bullshit og tvinger os til at forholde os til denne verden. Samtidig er det selvfølgelig også vigtigt at have plads til et voksenliv, men de to ting må være i balance. Jeg har således stadig til gode at finde et levefællesskab med åndelig dybde, hvor jeg virkelig mærker, at børnene er tænkt ind, og det var en af mine ambitioner for Bjergager.

Men det skulle vise sig at være sværere, end jeg troede. Bag de spirituelle miljøers tendens til eskapisme ligger nemlig nogle åndelige sår med dybe historiske rødder, og for at skabe fremtidens levefællesskaber, med plads til både ånd og børn, så må disse og mange andre sår heales. Det har vi arbejdet på i mange år på Bjergager og er kommet et godt stykke vej. Men der er langt igen, førend vi kan sige, at vi er i mål.

I mellemtiden kan vi glæde os over en fantastisk børneflok på ikke mindre end seks fællesbørn i alderen 6-17 år: Fra venstre på billedet er vi: Silke, Lucas, Lila, Silas, Rolf, Tea, Sabriella og Maia. Og det er spændende at se os selv og vores visioner spejlet i børnenes måde at være i verden på, altimens vi arbejder på at skabe levefællesskab 3.0

 

BørnVedSværd600

“Tid og rum er måder vi tænker på, ikke tilstande vi lever i.” Så klart har Albert Einstein formuleret hans konklusioner om virkeligheden, baseret på hans banebrydende relativitetsteori.

Vores begreb om “virkelighed” er enormt betydningsfuld, for det, som er virkeligt, er per definition betydningsfuldt, og det, som er uvirkeligt, er per definition ligegyldigt, eller endog farligt, i det omfang man møder mennesker, som tror, det faktisk er virkeligt. Omkring 15 års alderen gik det op for mig, at “mennesker er i stand til at tro på det argeste vrøvl”. Det stod helt klart for mig, at blot fordi mennesker (inklusive mig selv) troede fuldt og fast på noget, så beviste det absolut ingenting. Religionskrigene viste med alt tydelighed, at folk var villige til at gå i døden for forestillinger, der var det skinbarlige nonsens, så det efterlod mig med et helt afgørende spørgsmål: Hvad kan jeg egentlig tro på?

Mit ønske om at forstå universet fik mig til at rejse til Østen som 18 årig, og jeg besøgte en lang række mystikere og guruer i Indien, som andre lovpriste for deres visdom og mystiske erkendelser. Men jeg var ikke særlig imponeret. Jeg oplevede f.eks. at hvis man stillede et kritisk spørgsmål, som udfordrede nogle centrale præmisser i deres forestillingsverden, så fik man ikke noget meningsfuldt svar, men blev affærdiget med ligegyldigheder og en kommentar om, at man “manglede tillid.”

Så løsningen var altså, at man skulle have blind tillid til ting, som ikke gav mening. Det var jeg ikke parat til.

Derfor besluttede jeg mig til at læse fysik på DTU, da jeg kom hjem. I tre år fordybede jeg mig i kvantefysik og erkendelsesteori, indtil det en dag stod mig klart, at mens mine lærere beherskede teorierne rent matematisk, så forstod de reelt ikke, hvad de betød. Teorierne var med andre ord beskrivende, men ikke forklarende. Det forklarede nemlig ikke, hvordan den “dybe virkelighed” bag fænomenerne så ud.

En af udfordringerne inden for moderne fysik er, at der er ikke mindre end 9 konkurrerende fortolkninger af, hvad kvantefysikken egentlig betyder. Der er ikke så mange, som er klar over, hvor dyb splittelsen egentlig er på dette punkt, men den er fundamental. Og en enighed er ikke lige i sigte. Forskerne refererer til denne uenighed som “virkelighedsspørgsmålet.”

Det skulle tage mig yderligere ca. 20 års selvstændig forskning, der omfattede studier af ting som “okkult kemi,” indgående studier af Alice Baileys teosofiske værker, Bohrs og Einsteins biografier og oprindelige tanker, samt en helt ny fortolkning af kvantefysikken, som informationsteori, formuleret i 1997, førend brikkerne begyndte at falde på plads.

Den korte historie er, at hvis man vender hele problemet på hovedet, og fortolker kvantefysikken som en bevidsthedsteori, så giver det hele mening, og det bliver tydeligt, hvad der egentlig er virkeligt. Det centrale problem, som fysikere har kæmpet med i over 100 år, er antagelsen, at der faktisk findes en objektiv virkelighed. Hvis man holder fast i denne antagelse, så leder det nemlig til absurde konklusioner. Forskerne har godt kunne se, at konklusionerne var absurde, men de har ikke været parate til at se løsningen, fordi den er så radikal.

DER FINDES NEMLIG INGEN OBJEKTIV VIRKELIGHED.

Bogen “På Randen af Fornuft” handler om denne problemstilling, videnskabeligt, psykologisk og historisk.

Første del af bogen gennemgår kvantefysikkens udvikling og hele den centrale problemstilling om “virkelighedsspørgsmålet,” så læseren forstår, hvorfor dette spørgsmål er så fundamentalt og ender med formuleringen af en bevidsthedsteori kaldet “Reciprocitetsteorien.” Reciprocitetsprincippet er nemlig en generalisering af relativitetsprincippet, som også omfatter det subjektive felt, og baseret derpå bliver det muligt at udlede kvantefysikken som en uundgåelig konsekvens af, at tanker udkrystalliserer sig i lys og skaber en tilsyneladende objektiv virkelighed.

Anden del gennemgår myternes og kristendommens historie, herunder eksistensen af skjulte koder i Biblen og tempelriddernes hemmelighed. Tilsammen giver det læseren et unikt indblik i vores åndelige fortid, som afsæt for at reformere vor åndelige samtid.

Bogen er skrevet af Rolf Jackson og er under udgivelse.

Solen skinnede, og sveden drev ned over mit ansigt, og jeg havde haft en underlig fornemmelse i et stykke tid. Året var 2003 og jeg var på hyttetur med mine to brødre i Parc de la Vanoise i de franske alper. Det var som om nogen bankede på indefra og ville mig noget. Lidt distræt sagde jeg til mig selv: “Ok så, hvad er der?”

“Truth, Love and Service,” kom svaret.

“Hvad?” tænkte jeg og kiggede mig forvirret omkring.

Så kom den næste sætning: “Life is what you make of it -Service brings joy – Love brings freedom – Sacrifice unveils the one life.”

Hvad var det for noget?

“The Order of the Ring of Life,” sagde det, og jeg så en ring for mit indre blik. En dobbelt slangering, hvor slangen bider sig selv i halen. Jeg skulle senere finde ud af, at det hed en ouroboros. Men normalt går slangen kun én gang rundt. Denne slangering var speciel, for den gik to gange rundt.

Vi var på vej op igennem en smuk dal og kom sidst på eftermiddagen til en hytte, som hed “La Femma.” Jeg var lidt forundret over det, som var sket, for det var ikke noget, jeg var vant til. Jeg satte mig derfor på en stor sten og mediterede. Og pludselig kom to digte igennem: “The Blade and the Grail” og “Atlantis.” Jeg havde aldrig digtet før, så det var lidt overvældende, men jeg blev også rørt over de tekster, jeg så på papiret foran mig. Og jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til, hvor jeg var – på La Femma. Som om universet ville sige til mig, at der var noget med det feminine, som skulle åbenbares.

Da jeg kom hjem til Danmark, blev min indre forståelse af dette åndelige projekt uddybet, og jeg forstod, at den åndelige orden, jeg havde fået inspiration til, var en slags søsterorden til The Order of the Golden Grail, som Asger Lorentsen nogle år forinden havde skabt. Forskellen var blot, at the Order of the Ring of Life havde mere 1. stråle (magt/kraft) energi bygget ind i sig, hvor Asgers gralsorden mere arbejdede med 2. stråle (kærlighed-visdom). De sætninger og symboler, jeg havde modtaget den dag på bjerget, blev en del af en forståelse om, hvordan man kunne skabe en moderne pendent til fortidens åndelige ordner (f.eks. tempelridderne) på en måde, som svarer til moderne menneskers behov og tænkemåder.

At skabe en åndelig orden er dog ikke noget, man bare lige gør, og jeg har ikke førend nu følt, at tiden for alvor var inde til at manifestere den. Men i forbindelse med mit og Teas arbejde, og den kommende Worldstory festival vi planlægger i 2015, er min fornemmelse, at tiden er inde til at tække sværdet og indvie ordenen for alvor. Tiden vil vise, hvordan manifestationen vil skride frem.

Læse mere på www.ringoflife.org

Gralsægteskabet er en måde at elske på og forpligte sig til hinanden, som gik tabt i 1200 tallet, da 100.000 vis af katharer i Sydfrankrig (Languedoc) blev forfulgt og slået ihjel af romerkirkens soldater. Denne begivenhed, kendt som det albigensiske korstog (1209-44), markerede en skæbnesvanger drejning i Europas åndelige historie og er en begivenhed, som på besynderlig vis er stort set ignoreret i den officielle historiefortælling.

Min forståelse af dette mysterium kom i 2004 i forbindelse med et indre healingsarbejde. Spontant kommer jeg i kontakt med noget, som kunne være en oplevelse fra et tidligere liv.

Jeg oplever en blokering i relation til det ”at lykkes.” Jeg går ind i det og får et billede af at blive ført ned i en fangekælder i en middelalderborg. De ”strækker mig” på pinebænken, indtil lemmerne falder af. Jeg har en oplevelse af at bære på en hemmelighed – ”Clavis Solis” (Nøglen til solens hjerte). Min største sorg er, at jeg ikke kan give nøglen og dens hemmelighed videre.

Jeg går tilbage til tidligere i dette liv og ser, at jeg bor i en åndeligt højt udviklet kultur. Det ligner katharerne. Jeg ser min kone i dette liv. Hun er smuk og har et rundt ansigt. Men det, som virkelig slår mig er kærligheden. Den er åben og levende. Som en strømmende glæde over at kunne give sandheden og lyset videre til andre (børn og voksne).

Ægteskabet er en gral, hvor energi strømmer ind i fællesskabet. Man er bevidst om dette og henter sin glæde i denne bevidsthed. Personen er til for familien, familien tjener fællesskabet, fællesskabet tjener nationen osv. Overalt er der en bevidsthed om, at man ved at hjælpe hinanden til indsigt, healing og gudserkendelse tjener noget større end én selv. Det er dog ikke en intellektuel forestilling, men en levende virkelighed.

Jeg går længere tilbage og ser en smuk bryllupsceremoni, hvor vi har blomsterkranse i håret. Det er et gralsægteskab. Gralsægteskabets grundlæggende løfte er som følger:

Han:      Jeg dedikerer mig til at lutre mine begær i kærlighedens ild, så jeg kan befrugte Moderen med nænsomhed og visdom.

Hun:      Jeg dedikerer mig til at skabe rum i mit liv, for styrke og mod, så jeg kan modtage Faderens kraft og visdom.

Begge:   Og sammen tjener vi menneskeheden.

Dette ægteskabsritual repræsenterer en anden måde at tænke kærligheden på, som efter min mening har større mulighed for, at kærligheden kan blomstre.

 

“Du skal bygge Merlins Gate!”

Sådan kom inspirationen om Sandhedens Sværd første gang til mig i en meditation i 2005. Jeg var meget mystificeret og prøvede naturligvis at se, om jeg kunne få en dybere forståelse for, hvad denne Merlins Gate var for en størrelse. Men det eneste, jeg kunne se, var en stor sten, som stod på en mark. Det gav ikke specielt meget mening.

Dette fortsatte i en periode på tre år, hvor jeg af og til vendte tilbage til denne inspiration, i et forsøg på at finde ud af, hvad det var jeg skulle bygge. Men igen og igen – en sten på en mark. Jeg prøvede at se, om der stod noget på stenen. Men nej, ingenting.

Men så pludselig en dag i foråret 2008 skete der noget uventet. Pludselig var der et sværd i stenen, og det gik op for mig, hvad Merlins Gate var. Det var Sandhedens Sværd, Arthurs sværd Excalibur. Det var sværdet i stenen.

At manifestere sværdet i stenen var en kæmpe udfordring. Hvem var jeg til at lave dette sværd? Men min nysgerrighed og skabertrang tog overhånd, og da vi samtidig fandt en sten på ejendommen, som var perfekt til formålet, så var sagen afgjort. Ved hjælp af nogle dygtige håndværkere fik vi skabt det flotte monument, som står i Bjergagers have i dag.

Det er en kraftfuld oplevelse at stå foran Sandhedens Sværd. Og vi bruger det bl.a. til rituelle formål. At trække sværdet er et symbol på, at man ønsker at frigøre sit sind (sværdet) fra materiens fængsel (stenen). Det har dog også mange andre betydninger, og i det hele taget, så kan den form for symboler ikke tillægges én autoritativ betydning. Men for mig er den et symbol på kongekraften, og at trække den er symbol på, at man ønsker at blive en konge (i sit eget rige, altså i ens eget sind). I den forstand er vi alle konger/dronninger.

Merlins Gate blev det første af en række kraftsteder, vi har skabt og planlægger at skabe på Bjergager. Det er en måde at forankre de åndelige visioner i landskabet omkring os og er med til at bringe himlen ned på jorden.

Her gælder det om at have visdom. Lad dem, som har forstand, udregne dyrets tal. Thi det er et menneskes tal, og dets tal er 666. Denne linje fra det nye testamente var i oldtiden genstand for en kontrovers, som de færreste har hørt om, men som har afgørende betydning for at forstå kristendommens dybere betydning. Men inden vi går ind i de skjulte bibelkoder så lad os lige se på de religiøse spændinger i de første århundreder af vor tidsregning.

I de første århundreder var der en intens konflikt mellem to fremtrædende grupper af kristne. Den ene gruppe kalder vi i dag gnostikerne, fordi de lagde vægt på gnosis (viden) frem for pistis (tro). Gnosis og pistis er oldgræske ord.

Den gang var der sådan, at gnostikerne påstod, at der i Biblen var hemmelige koder, som kun de indviede kendte til. F.eks. sagde Ptolemæus:

Johannes, herrens discipel, i et forsøg på at vise altings ophav, og hvordan Faderen har frembragt alting, i sin åbningslinje afslører, men på en måde som er skjult for den almindelige læser, den originale struktur af guds væsen

Ptolemæus påstår med andre ord, at der skulle være skjulte koder i Johannes åbenbaringens åbningslinje. Men kirkefaderen Irenæus, som bekæmpede gnostikerne, afviste, at der skulle være en skjult mening i Johannes prolog, idet han sagde:

Hvis Johannes havde ønsket at fremvise den oprindelige struktur i guds væsen, ville han have gjort sin mening klar; således er fejlagtigheden i deres fortolkning åbenbar.

Iræneus var en helt central person i kristendommens overgang fra at være spredte grupper af menigheder til at blive en verdensreligion. Det var bl.a. Iræneus der fandt på, at der, ligesom der var 4 verdenshjørner, kun skulle være 4 evangelier, og at de øvrige historier om Jesus skulle bandlyses, således at den kristne tro kunne fremstå klart og entydigt. Mere end noget andet var Iræneus imod alt, hvad der kunne skabe intern splittelse hos de kristne, da de på den tid blev hårdt forfulgt af den romerske statsmagt. Men  helt centralt i Irenæus argument for de fortolkninger, som stadig den dag i dag udgør fundamentet for den kristne trosbekendelse, ligger således afvisningen af, at der skulle findes skjulte koder i Biblen.

Men ny forskning tyder på, at der faktisk findes en skjult besked i åbningslinjen i Johannes åbenbaring. Hvis det er sandt, er det alvorligt for alt, hvad der efterfølgende er sket, idet selve begrundelsen for at afvise gnosticismen er fejlbehæftet og ubegrundet.

Betydningen af “visdom”

Ovenstående sætning siger, at “Det gælder om at have visdom.” Lad os derfor begynde vores analyse med ordet “visdom,” som på hebraisk er chokmah og se på de numeriske egenskaber ved dette ord:

Chokmah

Chokmah – ordet “visdom” på hebraisk

Idet man på hebraisk kun har konsonanter og selv indsætter vokalerne, staves chokmah på hebraisk som angivet i figuren nedenfor. Foroven er angivet værdien, baseret på bogstavernes position i alfabetet, og nedenunder baseret på deres værdi, ifølge talsystemet vist længere nede.

Vi ser, at de to tal (37 0g 73) er hinandens refleksion, og at de to tal desuden har en dyb esoterisk betydning, idet 37 symboliserer, hvordan 3 bliver til syv, altså involutionsvejen, og 73 symboliserer, hvordan 7 bliver til 3 – altså evolutionsvejen. Produktet af de to (37 x 73) er 2701, et tal som, vi skal se, har stor betydning i vores analyse.

Sammenhængen mellem tre og syv har at gøre med universets geometri, som teosofien fremstiller den. Den oprindelige enhed spaltes i tre primære stråler (vilje, kærlighed og intelligens), og disse manifesterer sig i syv virkelighedsplaner. På denne måde bliver tre til syv. Syv bliver til tre og sidenhen én, idet mennesket skaber en syntese af de syv stråler i sin bevidsthed og forener magt og kærlighed gennem visdom, og til sidst opnår kosmisk bevidsthed (enhed).

For at forstå nøglen må man forstå begrebet “triangulære tal”. Tallet 666 nævnes specifikt i Biblen, og dette tal er unikt af flere grunde. Det er blandt andet et unikt triangulært tal. Et triangulært tal er et tal, som grafisk kan repræsenteres som en triangel af prikker, og matematisk er det et tal, som består af summen af en konsekutiv talrække som f.eks. 6 = 1 +2 + 3. 666 er lig 1 + 2 + 3 + … + 36, og 666 er derfor det 36te triangulære tal. 666 er unikt ved, at alle dets bestanddele ligeledes er triangulære, nemlig både 66, 36 og 6. Vi ser endvidere, at 37 er den største primfaktor i 666 (= 18 x 37), hvilket yderligere forbinder de to tal og henkalder opmærksomheden på tallet 18.

Pattern

Triangulære tal

Nøglen til at afkode denne skjulte viden ligger i Johannes åbenbaring 13:18, som siger:

I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud

I billedet nedenfor kan man se denne tekst i sin oprindelige græske version.

John1_1

Første linje i Johannes åbenbaring

Det er nemlig kun i denne version, at talkoderne afslører sig, idet alle græske bogstaver også har en talværdi ifølge nedenstående tabel:

greekscheme

Det græske alfabets numeriske korrespondancer

Hvis man regner efter, får man summen 3627.

En lignende analyse af første linje i første mosebog giver 2701, hvilket kan ses af nedenstående:

Genesis1_1

Første linje i første mosebog

Summen af åbningsverset er således 2701. Hvis vi med inspiration fra Johannes åbenbaring 13:18 kigger på dets triangulære egenskaber, da finder vi, at ikke alene er 2701 et triangulært tal, men det er også produktet af 37 x 73 og tillige det 73’nde triangulære tal. Disse to triangulære tal har den geometriske egenskab, at hvis man fremstiller 2701 som en stor triangel (vist nedenfor) og 703 (det 37te triangulære tal) som en trekant inden i, da fremkommer en naturlig opdeling af 2701 i fire tal, nemlig 703 + (3 x 666).

hebscheme

Det hebraiske alfabets numeriske korrespondancer

Men sammenhængen mellem 666 (dyrets tal), 2701 = 666+666+666+703 (1. mosebog) og 3627 (Johannes åbenbaring) bliver først tydelig, når man se på følgende figur:

2701-1

Sammenhængen mellem de triangulære tal fra første mosebog (2701 = 666+666+666+703) og fra Johannes åbenbaring (3627)

Den viser, hvordan forfatteren til Johannes åbenbaring (3627) siger, “jeg kender til hemmeligheden i 1. mosebog og bygger videre på den.

Men dette er kun begyndelsen. Der gemmer sig en endnu dybere og smukkere matematisk hemmelighed i disse sætninger. Men hvis du ønsker at kende denne må du købe min bog “På randen af fornuft,” når den udkommer. Her uddybes Bibelkoderne sammen med mange andre spændende mysterier omkring tempelridderne, de gamle mysterieskoler og meget andet.