Bjergager Stencirkel er den største stencirkel som er rejst i over 1000 år i Skandinavien og er således et magtfuldt symbol på en vilje til at heale de sår, som 1000 års kristendom har påført de gamle feminine visdomstraditioner og åbne døren til et nyt samarbejde mellem det maskuline og feminine. Cirklen blev skabt i foråret 2015 som optakt til Worldstory Festival 2015.
På Bjergager har vi bygget en række kraftsteder, som giver mulighed for at forbinde sig til naturen, kosmos og vores iboende åndelige kræfter. De to mest betydningsfulde kraftsteder er nok stencirklen og Merlins Gate, også kaldet “Sandhedens Sværd” som er omdrejningspunktet for en sværddragningsceremoni, der finder sted under Worldstory Festival, og hvor deltagerne får mulighed til at træde ind i Livets Ring og dermed dedikere sig dybere ind i deres åndelige arbejde. Ceremonien i 2016 startede i stencirklen og endte ved sværdet, og de to kraftsteder blev således på fornemste vis forbundet. Mange af de, som var tilstede, udtrykte at dette års ceremoni om muligt var endnu stærkere end sidste års ceremoni.
Nu har cirklen stået på Bjergager i lidt over et år. Vi byggede cirklen med den forståelse at den symboliserede porten til en ny virkelighed, og vi må konstatere at denne nye virkelighed manifesterer sig rundt om os med rivende hast og på måder vi slet ikke kunne have forudset.